Angst
Frygt er en almenmenneskelig overlevelsesmekanisme, som vi alle kan opleve i faretruende situationer. Men der findes også angst, som kan være hæmmende i din hverdag, i situationer hvor du ikke er i livsfare, men hvor dit sind har en anden opfattelse. Her kan det være svært at få ro på nerverne, og du kan føle at din angst overtager kontrollen. Det kan resultere i, at du tager afstand fra andre mennesker og lukker dig mere inde i dig selv.
Angst kan opleves forskelligt
Hvis du lider af angst, kender du måske til fysiske symptomer som hård hjertebanken, svimmelhed, muskelspændinger, åndenød, trykken for brystet, kvalme eller problemer med maven. Dine tanker kan være præget af katastrofer, såsom at andre vil grine af dig, hvis du fejler, eller du kan føle dig overbevist om, at du er ved at dø af et hjerteanfald.
Følelsesmæssigt oplever du måske stor bekymring, frygt, skam, skyld eller usikkerhed, mens din adfærd kan være præget af en undgåelse af det, der trigger angsten, eller en tendens til sikkerhedsadfærd, der kan give dig en følelse af tryghed eller sikring mod, at det frygtede sker.
Sikkerhedsadfærd kan f.eks. være hvis du oplever angst i forbindelse med sociale arrangementer og derfor kun deltager, hvis du kan have en bestemt tryghedsperson med.
Ved undgåelsesadfærd vælger du ikke at deltage i det sociale arrangement, der virker angstprovokerende. Desværre slipper man kun kortvarigt for angsten ved både undgåelsesadfærd og sikkerhedsadfærd, da adfærden også er med til at vedligeholde angsten.
Få hjælp til at håndtere angst
En angstlidelse kan føles meget invaliderende og gøre det svært at overskue arbejde, studie, at være social eller andre ting i hverdagen.
I min praksis er du ikke alene med angsten.
Jeg kan hjælpe dig med at forstå din angst og gøre det nemmere at håndtere den, når den opstår. Gennem et forløb hos mig arbejder vi på at du bliver mere fri til at leve det liv du ønsker.